Tanker

Den lidt følsomme type

30. juni 2017

 

Det har taget en hel del længere tid end jeg har troet og nok også har villet indrømme. Det sidste halve år især har været svært fordi jeg på papiret har været ovenpå igen efter dels en hjernerystelse og dels en stress sygemelding. Men helt så enkelt har det bare ikke været.

Det tager enormt lang tid sådan for alvor at komme ind i kampen igen og tingene bliver nok aldrig helt som de var tidligere – den erkendelse har jeg gjort. Overskuddet svigter lidt tidligere end før og det der med at finde sin nye form er slet ikke så let, som man skulle tro.

Det har været enormt frustrerende, tankevækkende og til tider utrolig svært og for den lidt følsomme type som jeg er har der både været tårer og mange tanker undervejs.

Men nu begynder jeg så småt at kunne tænke lidt fremad. Min søde chef og jeg har lagt det der minder om en plan og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg for første gang siden alt det her skete, går på længe ventet ferie med troen på, at det bliver godt at komme retur efter ferien.

Det føles godt for hende den lidt følsomme type.

Jeg har lært meget det sidste 1½ års tid. Meget havde jeg gerne været foruden, men jeg forsøger at tage det konstruktive med mig og lægge de mindre konstruktive ting i glemmeskuffen. Det vigtigste jeg har lært er nok, at lytte til mig selv. At når min mavefornemmelse siger ét, så er det nok en god idé at rette ind efter det.

Jeg håber, at jeg vil blive ved med at lytte til den – mavefornemmelsen altså – og at den følelse jeg sidder med idag får lov at vare ved længe endnu.

  • Svar
    Birgitte B
    30. juni 2017 den 10:55

    Det lyder som en god plan du har lagt. Kender godt følelsen af ikke at være helt som man plejer. Og gerne vil. Jeg kan i dette forår dog konstatere at jeg har fået bugt med min stress her og nu. Det føles godt. Kram B

    • Svar
      familiefletninger
      3. juli 2017 den 10:44

      Dejligt, at du har fået bugt med din stress. Det er helt afgjort en god følelse, at man selv er herre over tingene og ikke omvendt. Kram D

  • Svar
    S.
    30. juni 2017 den 21:34

    Dejligt indlæg selvom det er sådan lidt tankevækkende. Jeg har selv været der hvor du har været for tre (!!!) år siden, men synes faktisk også først nu at tingene er vendt helt til den rigtige side for mig. Dejligt det samme sker for dig lige nu. Nyd sommeren og det at planen er god, kh. S.

    • Svar
      familiefletninger
      3. juli 2017 den 10:44

      Ja, det er virkelig noget der tager tid. For mit vedkommende – og sikkert også dit – er det også noget, der vil have varig betydning for mig. Der er simpelthen vendt en hel del op og ned på, hvad der virkelig betyder noget osv. Dejligt, at du er på den anden side nu. Det er svært at forklare andre om den proces man går igennem, så det er altid rart at kunne spejle sig lidt i andre der har været tilsvarende igennem (selvom det bestemt ikke er sjovt). Kram og god sommer til dig.

Skriv svar