Familieliv

Weekenden – en kær ven der kommer på besøg

16. juni 2017

Ugen har mestendels handlet om overlevelse. Vi startede ud, ret trætte, ovenpå sidste weekends festligheder og fornemmede, at den træthed ville blive hængende. Så blev en af ungerne ramt af sygdom – den hårde af slagsen med opkast, feber og total slattenhed. Og så kom diverse afslutningsaktiviteter inden sommerferien, som også skulle koordineres.

Igår havde jeg således svært ved at tænke store, konstruktive tanker – også fordi jeg ikke har fået tildelt megen nattesøvn som ugen er gået. Men som dagen skred frem og det alligevel lykkedes at komme helskindet igennem alle aktiviteter begyndte hovedet at komme oven vande og eftersom weekenden jo nærmer sig med hast, så syntes det hele en tand mere overskueligt. Også selvom jeg pga ugens udvikling end ikke har haft overskud til at få oparbejdet en reel forargelse over detox-Ninka endsige læst den meget omtalte artikel i BT, omend jeg dog har bemærket at bølgerne har gået højt.

Weekenden er således en meget kær ven, der kommer på besøg og jeg glæder mig til at vikle mig ind i familien på sofaen i aften foran disneysjov med popcorn, slik og cola.

Imorgen trækker Nils og jeg i stadstøjet og tager til bryllup, mens mormor og ungerne skal hygge sig herhjemme og selvom vi er lidt på hælene, så bliver det nu dejligt med en festlig dag i kærlighedens tegn – ikke mindst fordi det er andre end os selv, der står for festlighederne:).

Hvis du  iøvrigt skulle mangle læsestof, så er familiefletninger i hendes verden i denne uge – med mine vinbjergsnegle og et hjemmelavet akvarium (af pap og papir forstås).

Ha’ en skøn weekend – forhåbentligt med masser af sommervejr, is og hvidvin.

  • Svar
    Birgitte B
    16. juni 2017 den 12:54

    God weekend 🙂 jeg skal til glo-bryllup i morgen, så skal også have lidt fint tøj på 😉 kh. Birgitte

Skriv svar