inspiration Måned

Juli

1. juli 2017

Det sker ikke så tit, at jeg får mulighed for at ligge stille og roligt i solskinnet og kigge direkte op i himlen. Men, som billedet viser, så var det altså tilfældet idag. Fra totalt miserabelt regnvejr skete der nemlig det, at juli måned blev indviet på solrigeste vis. Og mens ungerne boltrede sig i badebassinet med vandmelon on the side, så slængede jeg mig i de lidt blødere havestole i mindst ½ times tid. Nogle vil måske mene, at det ikke helt tæller som rigtig afslapning, men jeg tager det der kommer og det her var skønt. Også selvom ungerne med jævne mellemrum ramte mig “ved et uheld” med deres vandpistoler;).

Igår gik min mand på ferie efter en ret heftig arbejdsuge på cirka 80 timer, så der var ikke meget krudt i ham – eller i mig for den sags skyld. For når den ene arbejder i bund, så er det jo ligesom den anden der står for alt det andet, så vi havde begge haft en del om ørerne ugen igennem.

På tirsdag følger jeg trop og selvom sommerferiestemningen i den grad har fået sit tag herhjemme, så glæder jeg mig nu til at kunne være 100% med på den bølge.

Juni måned var en måned præget af rigtig mange aktiviteter. Vi havde fortsat gang i ombygningen, vi planlagde og afholdt en rund fødselsdag og så var der sommerferieafslutningerne og ikke mindst en student i familien. Nu trænger vi til at puste lidt ud, pleje os selv og holde fri.

I juli måned ser jeg frem til:

  • Sommerferie med mine kære. Jeg glæder mig så meget til, at kunne sætte autosvar på mailen, tjekke ud og sætte arbejds PC’en til side i  juli måned.
  • Kør-selv-ferie til Italien. Det er nok ikke nogen hemmelighed, at vi smutter til Italien om ikke så længe og det er vist heller ikke nogen hemmelighed, at vi glæder os helt vildt. Utvivlsomt juli måneds højdepunkt.
  • Grill- og bålaftener i haven. Juli, nu hvor du er startet så godt ud, så lov mig lige, at der bliver mange flere af den her slags dage – og aftener i juli. Vi er SÅ klar!
  • Gazpacho på menuen. Jeg elsker den læskende, lækre, kolde grøntsagssuppe og det er fast tradition at vi laver det i løbet af sommeren. Af en eller anden grund er det ikke sket endnu, så det skal helt klart på juli listen
  • En tur på Aros og ned langs vandet, så vi kan få set endnu mere på udstillingen “the garden”. Du kan her læse om, hvad jeg synes om den megen omtalte maling i naturen i dette indlæg.
  • En tur til Dokk1 og se (og gerne lege i) det nyanlagte springvand “endless connection”. Vi har altid elsket, at det er så brugt med de her legevenlige springvand sydpå fordi det bare er fedt at kunne få dyppet fødderne eller få lidt vanddråber på sig midt i en by, når temperaturen når et godt stykke opad skalaen. Og nu har vi altså et lige her i Århus. Vi har endnu ikke besøgt det, så den er helt klart på juli listen.
  • At få et færdigt badeværelse ovenpå. Jeg glæder mig personligt til rindende vand, til at få alle mine toiletsager ovenpå og selvfølgelig ikke mindst til badekarret!
  • Morgenmad på stranden håber jeg også der bliver mulighed for. Vi har stort set årligt haft en tilbagevendende tradition med at pakke morgenbrød, trangiasæt og kaffebønner og så drage til Moesgaard strand for at spise morgenmad. Det er så hyggeligt at starte dagen ud ved vandet og så gør det heller ikke noget, at man har stranden mere eller mindre for sig selv:).
  • At få læst nogle gode bøger – imorgen skal jeg en tur ned og have sikret mig min ferielæsning.
  • At slappe af, nyde, lave ingenting, dovne den og spise masser af god mad!

Jeg er sikker på der kommer en masser flere skønne ting på agendaen, men det er jo det skønne ved ferie. Man kan gøre lige som man har lyst.

Rigtig god juli til jer alle.

  • Svar
    Birgitte B
    2. juli 2017 den 17:47

    Sikke en masse gode juli ting der er i vente. Håber du når det hele ? Kram B

    • Svar
      familiefletninger
      3. juli 2017 den 10:41

      Ellers går det såmænd nok også 🙂

  • Svar
    Maude // skøreliv.dk
    2. juli 2017 den 19:48

    Rigtig god fornøjelse med det hele! ❤️

    • Svar
      familiefletninger
      3. juli 2017 den 10:41

      Tak <3

Skriv svar