Viser kategori

Børn

Børn Ferie

Det ringer ud til sommerferie

Klokken 13 ringer det ud til sommerferie på min datters skole. 0. klasse er veloverstået og i sådan helt klassisk stil kan jeg næsten ikke forstå, hvor skoleåret blev af.

Der er bare sket så meget det sidste år. Det har været udfordrende, lærerigt, udviklende og ikke mindst underholdende. Vi har fået skolerutinerne ind under huden, min datter har udviklet sig enormt og fået en masse gode venner, vi har lært en masse forældrekolleger at kende og vænnet os til, at vores lille pige er blevet en hel del større.

Nu trænger vi også til en pause. De sidste par uger har vi kunnet mærke det – trætheden, at være slidte og at trænge til at give hånt om rutinerne for en stund. Til ikke at skulle møde ind klokken 8.00 hver morgen og, til ikke at skulle have skemalagt undervisning til klokken 14.00.

Der er formentlig mange holdninger til den nye skolereform. Jeg har sådan i store træk en god oplevelse af den på vores skole. Der er stor variation i undervisningen, der er fuld fokus på bevægelse og så fremdeles, men ligegyldig hvordan man vender og drejer det, så er skemalagt undervisning fra 8-14.00 lidt af en mundfuld for en samling 6-7 årige. Vores skole har således også besluttet, at man fra næste år korter nogle timer af 0. klassernes undervisning, så undervisningen flere dage slutter kl. 13.00. Personligt tror jeg, at det er en virkelig god beslutning og jeg glæder mig over, at mine tvillinger får glæde af den beslutning når de har skolestart om et år.

I næste uge står den på SFO tid for min datter. Hun glæder sig til ren leg hele dagen, til korte dage og til hygge med de klassekammerater, som hun har fået et nært og godt forhold til. Og så glæder vi os alle sammen til at holde samlet ferie lige om lidt.

Rigtig god Sankt Hans i aften!

Børn Tanker tema

Tematorsdag – badetøj til børn

I går læste jeg denne artikel, hvor Lola Jensen argumenterer for, hvorfor piger – altså små piger – ikke skal gå med bikini før de begynder at få bryster. En holdning, som jeg i bund og grund er enig med Lola Jensen i. Jeg ser ingen grund til at iklæde mine piger en brystholder, som bikinioverdelen jo reelt er, når de er så små som de er og heldigvis efterspørger de det overhovedet heller ikke (endnu altså:-)).

Men så fortsatte Lola Jensen med at tilføje, at hun generelt mener, at passende badetøj til børn fra 2-3 års alderen, er enten en badedragt eller en heldragt (altså en af de der UV heldragter, som er ganske effektiv beskyttelse mod solen) og tilføjer, at det ikke duer at lade sin 6-årige datter bade i badebukser alene. Fordi man dermed risikerer, at billeder af ungerne ryger på de sociale medier eller det der er værre.

Hjemme hos os har vi et ret bredt udvalg af badetøj. Vi har badedragter med Frost motiver, katte og andet virkelig girly stuff. Vi har UV beskyttende heldragter, vi har UV dragter med badebukser og overdel til alle mand og så har vi badebukser. Og hjemme hos os må man gerne bruge det forskellige badeudstyr på kryds og tværs og således må den 7-årige også gerne bruge badebukser. Eneste krav er, at man smøres godt ind i solcreme.

Når vi er ved stranden og lidt impulsivt får den idé, at ungerne skal bade smider de bare tøjet og tager en dukkert og vi tager altid badetøjet af ungerne ved poolen (altså ikke i svømmehallen, men poolen ved feriesteder), så de kan blive ordentlig tørret.

For mig er det ret vigtigt, at ungerne ikke vokser op og bliver overdrevent blufærdige. De skal ikke tro, at de skal være dækket til med en heldragt ved stranden fordi der kan være nogen der kigger, men derimod fordi de måske har fået lidt for meget sol dagen før. Og ligeledes skal min 7-årige datter ikke have at vide, at hun skal bade med en badedragt eller heldragt når hun langt hellere vil bade i badebukser og så fremdeles.

Men hvad synes du om emnet? Er du enig med Lola Jensen i, at vi for at beskytte vores børn – og pigerne især – skal give dem badedragt eller heldragt på allerede fra 2-3 års alderen? Og hvad synes du iøvrigt om bikini til små piger?

Ordet er frit – jeg håber du har lyst til at give din mening til kende.

Børn Familieliv Oplevelser

Sankt Hans i børnehøjde

På fredag er det Sankt Hans og det falder faktisk sammen med, at skolerne går på sommerferie. Derfor skal vi selvfølgelig herhjemme fejre en eller anden form for Sankt Hans kombineret med, at vi også fejrer Liliths afslutning på sit første skoleår. En vaskeægte Sankt Hans i børnehøjde.

Desværre ser det jo ikke ud til, at vejret bliver noget at råbe hurra for, men det kan vel nå at ændre sig og hvem ved måske bliver lige netop fredag aften en dejlig udeaften.

Men hvordan får man lige holdt Sankt Hans samtidig med, at man har børn at tage hensyn til?

Der er helt bestemt masser af Sankt Hans arrangementer, som henvender sig til børn. Altså arrangementer, hvor bålet tændes tidligt og hvor der er mere fokus på snobrød og hygge end på båltale og mørkets frembrud. Det er ikke nogle arrangementer vi har besøgt selv i vores familie, men jeg ved fra flere, at de er der, så det er vel bare et spørgsmål om, at søge lidt i lokalområdet.

Vi har til gengæld i flere år gjort det, at vi har tændt vores eget Sankt Hans bål i haven. Jeg har så lavet snobrødsdej klar, smidt nogle kyllingelår i ovnen og købt nogle pølser, ketchup samt syltetøj til lejligheden. Og så har vi holdt vores helt egen Sankt Hans med bål allerede fra ved 17-tiden, masser af havehygge og både bål og mad i god tid inden børnenes sengetid.

Vi har også gjort det, at jeg et år har bagt pizzasnegle. Vi har så pakket børn, madpakker og drikkevarer i bilen og kørt til Mols, hvor vi også har fået en is. På vejen hjem har vi så kunne se alle de bål der lige så stille er blevet tændt i området – og røgen, ikke mindst røgen :). Det har været en lidt anderledes måde at holde Sankt Hans på, men ikke desto mindre en hyggelig en af slagsen.

I år bliver det bålet i egen have versionen, som vi igen benytter os af til at markere dagen med. Det bliver stille og roligt og uden de helt store dikkedarer. Vi skal bare hygge lidt, lave lidt bål og så ellers lade den hygge afløse af helt almindelig fredagshygge med Disneysjov og popcorn.

Hvad skal I lave til Sankt Hans?

Børn Familieliv

Samsovning volume 117

Jeg har efterhånden skrevet en del om vores sovearrangementer herhjemme. Både om putteritualerne, som til tider har været langtrukne og så er blevet bedre og om samsovning, som i den grad har været en disciplin herhjemme. Ikke noget bevidst planlagt, sådan er det bare blevet.

Nu er vi jo så, som bekendt, flyttet ovenpå alle mand og ungerne har fået hver deres værelse, så nu får I lige en update på samsovning volume 117:).

Jeg var faktisk selv ret spændt på at se, hvad der så ville ske. Ville vi falde ind i nye mønstre eller ville alt fortsætte, som det har gjort hidtil – altså at 1-3 børn er kommet ind i løbet af natten, hver nat.

Vi var forberedte på, at der nok kunne forekomme lidt uro i starten. Det var alligevel helt nye omgivelser, helt nye lyde, helt ny (alene) måde at sove på og helt nye mørke/lys situationer, som ungerne skulle finde ro i. Derfor blev vi også enige om, at den gæsteseng, som indledningsvist havde fundet vej til soveværelset, skulle blive stående. Det betyder så, at vi for nuværende har 3,2 meter seng i soveværelset, hvilket faktisk er ½ meter mere end vanligt.

Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. For selvfølgelig var ungerne i starten lidt mere urolige netop på grund af de ting, som vi også havde talt om og selvfølgelig savnede de hinandens selskab på værelserne ved puttetid, så selvfølgelig kom de sædvanlige 1-3 børn ind til os hver nat:).

Det er en lidt sjov trekløver symbiose vi har os. De kan være rygende uenige og marchere demonstrativt væk fra hinanden, men 99 % af tiden søger de alligevel hinandens selskab og de kan se så forurettede ud når man antyder at de godt må lægge sig til at sove på deres egne værelser – alene!!!

Det har faktisk været lidt af en fest det her værelseshalløj. Hver aften er der en lystig snak om, hvem der må sove hvor. Tvillingerne har sovet på samme værelse de fleste nætter og Lilith har så til tider sovet på en madrads i samme rum eller forsøgt at få byttet endnu mere rundt på sovearrangementerne. Hun har dog også været den, der har fundet størst glæde i, at ligge og læse lidt for sig selv når putningen er overstået og roen skal falde over tropperne. Fælles for alle er dog, at de ufortrødent kommer ind til os i løbet af natten. Oftere 3 af ungerne end 1.

Vi mangler stadig at få helt styr på sengesituationen ovenpå. Vi satser på, at der kommer nye senge i denne uge og så skal alle ungerne have en større seng på deres værelser og nu er jeg så spændt på at se, hvad det kan føre med sig. Vi har jo en såkaldt tvillingedør imellem de to af værelserne og det kan jo være at sengene skal stilles helt hen til denne åbning, så de kan ligge og holde lidt i hånden. Det kan også være at der i en overgangsperiode skal være et soveværelse og et legeværelse. Vi får se.

Et er dog sikkert – samsovningen fortsætter og jeg er ualmindelig glad for vores 3,2 meter sengearrangement.

Børn Familieliv

Lejrtur

Luften var tyk af spænding fra vi stod op i morges. Det er nemlig den store lejrtursdag her i huset, hvor 2 ud af 3 af vores skønne smuksakker blev sendt godt afsted på lejrtur med børnehaven.

Et fantastisk initiativ, som heldigvis – spareinitiativer til trods – er blevet fastholdt i vores institution. Eftersom vores institution sidste år fusionerede med en anden var der mange i år der skulle afsted for første gang, inklusive de voksne. Så ikke så underligt, at der var masser af sommerfugle i luften og at spændingen da vi nåede børnehaven var til at tage og føle på.

Mine 5-årige tvillinger har allerede været afsted 2 gange før, så det ukendte fyldte ikke noget, hvorimod alt det spændende og sjove fyldte en hel masse. Og det er altså fedt.

Min ældste datter, som selv har været afsted ikke mindre en 4 gange, var pænt utilfreds med, at det ikke var hende der skulle afsted på lejren. Istedet måtte hun tage til takke med en tur i skole og mange forvisninger fra hendes mor om, at der bliver fyret max op for enebarnshyggen i aften.

Så selvom vi i morges igen, igen måtte læse om forfærdelige hændelser – denne gang i Manchester og selvom tankerne helt naturligt kredser om ofrene, de pårørende og hvad det næste mon ikke bliver, så fortsætter hverdagen, oplevelserne, livet jo sin vante gang her hos os.

Alt andet ville nemlig ikke være til at bære <3

Børn Familieliv

For 5 år siden

Op til fødslen af mine skønne, nu 5-årige, tvillinger havde jeg to store ønsker. At jeg først ville gå i fødsel efter yngste bonussøns konfirmation og at jeg ville være i stand til at føde dem naturligt. Det sidste ikke fordi jeg mener at noget er mere rigtigt eller forkert end andet, men fordi jeg var bange for at jeg ville være alt for hæmmet af en operation i dagene efter til at kunne tage mig af 3 små børn på hjemmefronten. Begge dele lykkedes.

Præcis 2 dage efter veloverstået konfirmation derhjemme – da jeg var i uge 38+2 – mødte vi ind på Skejby Sygehus tidligt om morgenen til igangsættelse (tvillinge gravide sættes igang 2 uger før termin). Lidt klatøjede efter måske lidt for lidt søvn, lidt for megen uro i kroppen (mig) og lidt for meget tv-afslapning.

Jeg blev tjekket klar til fødsel uden behov for igangsættelses piller eller des lige og vi blev bedt om at vente i cafeteriet indtil en fødestue var klar.

Ved 12-tiden blev vi indkvarteret på vores helt egen fødestue, som sjovt nok var den samme som min ældste dattee kom til verden i. Jeg var tung i kroppen og meget glad. Glad fordi de mange kilo, som efterhånden belastede min krop vildt meget, snart ville blive omdannet til to små babyer. Vildt, skræmmende, glædeligt, stort, men helt sikkert meget eftertragtet.

Efter yderligere en times venten kom første jordemoder og tog vandet fra første tvilling, som skulle vise sig at være Lea. Mindre end en time efter begyndte veerne at presse sige på. Personalet begyndte at sætte måleudstyr på mig. Det er åbenbart normal praksis ved tvillingefødsler – man skal følge deres hjerterytme ret tæt. Måleudstyret var intet mindre end besværligt og da min jordemoder og jeg heller ikke rigtig svingede begyndte jeg at blive irritabel. Heldigvis fangede den første jordemoder det og uden at konferere med mig sørgede hun for at bytte mig (den besværlige:-)) med en kollega. Flot aflæst syntes jeg!

Med den næste gik det meget bedre. Hun blandede sig ikke for meget, men fik alligevel lidt bedre styr på både måleudstyr og gravid (altså mig). Ved 16-tiden fik jeg, på eget ønske, en epidural. Veerne var konstante – som en vestorm – og jeg vidste fra første fødsel, at en epidural kunne give mig den fornødne ro til at bearbejde det hele langt bedre. Herefter var der hviletid.

Ved 18-tiden begyndte de første presseveer at melde sig og efter et kvarters tid gav jeg en melding om, at nu var det altså tid til at føde den første tvilling. Det troede jordemoderen ikke helt på, men da jeg havde sagt det et par gange fik jeg alligevel lov til at presse. Hvilket jeg gjorde, så det lille hoved næsten kom ud i første hug. Så skal jeg ellers love for, at der kom fut i fejemøget.

Der blev tilkaldt ekstra personale, læge mm. Alt sammen helt vanlig procedure ved en tvillingefødsel. Men de kom nok en smule for sent – fødslen var næsten allerede en realitet og den i gruppen, der skulle holde på næste baby, så hovedet ville forblive i nedadvendt retning nåede på ingen måde at løse den opgave, så mens Lea hilste på verden susede Noah lige omkring og havde således fødderne i føderetningen.

Det er dog ikke det allerstørste problem i verden at gennemføre en sædefødsel når man allerede har forløst et barn og efter noget møflen og bøflen med Noahs benstilling og efter ihærdige pres fra min side, lykkedes det ½ time efter Lea’s ankomst at få Noah ud til selvsamme verden.

Fødslen – eller fødslerne er nok omtrent noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet – sammen med fødslen af min ældste naturligvis. At føde 2 børn i rap er intet mindre end fantastisk og at ligge med én i hver arm efterfølgende var mere end stort.

I dag er det 5 år siden – 5 fantastiske år med jer, Lea & Noah. Tak fordi I valgte os❤

PS. Ved fødslen vejede Lea 3450 g og Noah 3050 g

Børn Familieliv

Om at følge sin mavefornemmelse

Min søn startede for 2½ måned siden i et sprogforløb, som han er visiteret til grundet nogle sproglige udfordringer. Forløbet er således skruet sammen, at han 2 dage om ugen bliver hentet i taxa fra hjemmet, transporteret til sprogcentret og så efter frokost igen bliver transporteret med taxa enten til børnehaven eller hjem (afhængig af, hvordan jeg kan få det hele til at passe).

Det startede fint ud og mine første bekymringer omkring taxakørslen (som umiddelbart er det, man som forælder reagerer mest på, sådan lavpraktisk) viste sig at være (omend reelle nok) overdrevne. Han stod glad ind i taxaen og kom også glad retur. Han var dog lidt forvirret over de mange skift i hverdagen – hvornår var det sprogcenter og hvornår var det børnehave, så vi lavede et fint skema til køleskabet, som indeholdt billeder af, hvad der skulle ske de enkelte dage. Det hjalp.

Sprogmæssigt fangede han ret hurtigt konceptet og han har arbejdet meget ihærdigt med de sproglyde, som man hele tiden arbejder med i det univers og de dage hvor han ikke er i sprogcenter træner vi hjemmefra. Med succes (ellers også en af mine bekymringer iøvrigt). Pædagogernes feedback indledningsvist var også, at han sprogligt var i en rigtig god udvikling, men der var også kommentarer om, at han ikke var med på helt samme præmisser som de øvrige børn – at der var lidt mere voksenstøtte på ham. Noget jeg helt ærligt tænkte var lidt underligt at sige. Hans alder og forløbet taget i betragtning var det vel ikke så underligt, at der var behov for støtte i forløbet.

Efter 3-4 uger begyndte det at gå lidt ned af bakke med det hele. Det blev sværere at aflevere ham i børnehave – ikke umuligt, men det tog generelt bare lidt længere tid. Til gengæld gik det fint med at han blev afleveret i børnehaven med taxaen i den periode.

Efter yderligere 2 ugers tid begyndte han for alvor at reagere på forløbet. Han nægtede at tage i børnehave og var så godt som umulig at aflevere og blev meget hurtigere træt når han var i sprogcentret. Til sidst eskalerede det, så han heller ikke ville i taxaen når han var færdig i sprogcentret med mindre han blev kørt direkte hjem til mig, ikke i børnehave (hvilket jeg så havde held til at få planlagt nogle gange i træk). Flere gange måtte jeg hente ham i børnehave eller sprogcenter fordi han var ked af det og alle mine advarselslamper – dem man har som mor – blinkede mere og mere intenst.

Jeg vidste, at han her i april måned ville få en planlagt pause i 2 uger fra forløbet (man indlægger pauser, så børnene også kan absorbere de store mængder input de får) og vi aftalte istedet at tage et fællesmøde – sprogcentret, børnehaven og jeg omkring situationen.

Inden mødet besluttede vi, at han ikke skulle fortsætte i sprogcentret. Jeg vidste, at der inkluderet i hans visitering også var mulighed for at blive undervist i børnehaven (godt nok kun én gang ugentligt) og det var det jeg ville. Jeg var naturligvis indstillet på at høre eksperternes meninger, men der ville virkelig skulle meget til førend jeg ville lade ham fortsætte. Børnehaven var enig og sprogcentret var mest bare lyttende og relativt forstående. Min beslutning blev derfor en realitet. Noah skal ikke længere med taxa og i sprogcenter, men istedet undervises lokalt én gang ugentligt af en talepædagog suppleret med træning varetaget af børnehaven og i særdeleshed af mig.

Siden beslutningen er blevet taget er Noah blevet glad igen. Han hopper glad ind børnehaven om morgenen og har ikke én gang ytret, at han ikke vil i børnehave. Selvom det er en stor beslutning af tage sit barn ud af et forløb, som jo virkelig har givet ham et sprogligt boost, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning og vi fortsætter jo også træningen, omend i et anderledes setup. Jeg valgte at følge min mavefornemmelse og det er jeg virkelig glad for.