Viser kategori

Kvinder

Kvinder

Seje kvinder: Mød Anneline Birch Højrup

I dag har jeg fornøjelsen af at kunne præsentere endnu en sej kvinde.

Anneline, som du måske kender fra bloggen, Storbyfarmen, og jeg lærte hinanden at kende for 7 år siden igennem vores fælles mødregruppe. Vi var begge førstegangsmødre og udover denne fantastiske status i livet havde vi også det til fælles, at vi begge havde fundet sammen og fået børn med mænd der havde børn fra tidligere forhold. Det gjorde, at vi kunne bruge hinanden til lidt mere end de babyrelaterede emner og vi har sidenhen også fundet sammen udenfor mødregruppens rammer.

Jeg synes Anneline har et utrolig positivt livssyn og er gået ind i rollen som både mor og bonusmor med et kæmpe gå-på-mod og med en fantastisk indstilling til tingene, som jeg helt klart også synes skinner igennem i interviewet. Det er spændende læsning, så tag godt imod Anneline.

Navn og alder

Anneline Birch Højrup, 37 år gammel

Er du i et forhold og har du børn og hvor i landet bor du?

Jeg er gift med Dennis og bor i Aarhus sammen med vores fælles børn, Frida på 7 år og Jonas på 4, og mine bonusbørn, Karoline på 17 år og Anton på 16.

Da du mødte din nuværende mand for 9 år siden sagde du dit job op og flyttede fra København til Aarhus. Hvordan var det at træffe en så omvæltende beslutning for dig selv?

Da jeg mødte Dennis, var han blevet skilt en måned forinden, han havde to små børn og boede i Jylland. Så alle alarmlamper blinkede, og han var i hvert fald ikke noget for mig! Men så sendte han mig en mail, og det viste sig, at han var både sjov, velformuleret, intelligent og havde de samme livsværdier som mig. Han skulle til København på en arbejdsopgave ugen efter, og en enkelt kop kaffe kunne jo ikke skade …

Efter den første date var jeg solgt, og vi brugte timevis på at ringe og skrive sammen. På det tidspunkt var jeg 28, og han var 37, så vi havde begge to en klar idé om, hvad vi ville i forhold til parforhold og familie. Der gik ikke ret længe, før vi havde talt om de forbehold, der var.
”Du ved godt, jeg ikke kan flytte til København. Mine børn er i Aarhus,” sagde han.
”Du ved godt, jeg gerne selv vil have børn,” sagde jeg.

På den måde har vi haft en meget klar og ærlig dialog fra starten, og det var egentlig en meget enkel beslutning at tage. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde fundet min perfekte match, og hvis jeg ville have en fremtid med ham, så var den i Aarhus.

Da du flyttede sammen med din mand flyttede du også sammen med dine 2 bonusbørn. Hvordan var det?

Mine bonusbørn var 7 og 9 år, da jeg lærte Dennis at kende. Jeg mødte dem første gang, da vi havde været sammen i to måneder, hvor de kom og besøgte mig i København sammen med Dennis. Vi var i Zoologisk Have og spillede fodbold i baggården. Derefter begyndte de at spørge, om jeg ikke snart flyttede til Aarhus, når jeg var på weekend hos dem. Så de har været enormt åbne og positive lige fra starten.

Børn har en ekstremt fintfølende radar i forhold til, om deres forældre er glade. Og de er enormt loyale over for begge forældre. Derfor er det også et stort skulderklap til deres mor, at de tog så fint imod mig, for hvis de havde fået en følelse af, at vores forhold var træls eller gjorde hende ked af det, ville tingene nok have set helt anderledes ud.

Det var helt sikkert også en fordel, at jeg ikke selv havde børn med ind i forholdet (og en far til dem), som der også skulle tages hensyn til.

Men det var da en stor omvæltning! Jeg kom fra en 2-værelses lejlighed og havde ikke andre end mig selv (og en kat) at tage hensyn til. Til gengæld havde jeg et svimlende cafébudget og en kalender fyldt med veninde-aftaler. Og jeg flyttede midt ind i en familie med madplaner, legeaftaler, hente/bringe-forpligtelser, obligatorisk cykelhjelm, svimlende mængder af vasketøj og kun slik om fredagen.

Det var lidt af en opdagelsesrejse … Og det tog da noget tid, før jeg begyndte at genkende legekammeraternes forældre, og før det ikke kun var Dennis, der mødte nogle han kendte, når vi var rundt i lokalområdet. Det hjalp gevaldigt, da vi fik Frida og vores fælles netværk voksede via mødregruppe, vuggestue/børnehave, fritidsinteresser osv.

Næsten fra starten har jeg skrevet om den omvæltning det var at træde ind i en sammenbragt familie på min blog Storbyfarmen.dk, og det er sjovt at læse tilbage.

Sidenhen er der kommet yderligere 2 børn til jeres storfamilie. Hvordan har du tacklet rollen som både mor og bonusmor i denne familiekonstellation?

Det er vel egentlig min mand, der kan svare på det spørgsmål 😊

For os har det virket at være meget åbne omkring, at jeg ikke er de store børns mor. De har en mor, og jeg er noget andet. Selvom vi bor sammen og elsker hinanden, så er det helt i orden, at det er en anden slags kærlighed, end den man har over for sine biologiske forældre/børn.

Jeg tror, det har givet dem og mig luft til at udvikle et kærligt og respektfuldt forhold på vores egne præmisser.

Derudover har mine børn fået foræret to helt skønne store søskende. Og de store har fået to små søskende. Det er fantastisk at opleve kærligheden og sammenholdet mellem de fire. Aldersforskellen er så stor, at der ikke har været jalousi – og samtidig kan det være en fordel, at man kan slippe for sine små, irriterende søskende hver anden uge og så rigtig savne dem, når man kommer igen.

Har du nogle gode råd til andre, der måske er på vej til at blive en sammenbragt familie?

Vær fire meter høj og to meter bred – der skal sluges nogle kameler undervejs. Og det er de voksne, der skal gøre det. Jeg har den dybeste respekt for de børn, der flytter mellem to familier, og det er saftsuseme vores ansvar, at det foregår så nemt som muligt.

Drop den dårlige samvittighed. Det nytter ikke noget at ynke børnene. De voksne har besluttet at blive skilt, og så må de sørge for, at det går så lidt som muligt ud over børnene ved at opføre sig voksent.

Kommunikation er altafgørende. Tal sammen om det, der går godt, og det, der er svært. Min mand bliver trukket i fra flere sider (og det samme ville jeg gøre, hvis jeg havde eksmand og børn fra tidligere), og hvis man skal føle sig som et team er det vigtigt, at man føler man står på samme side og har de samme informationer.

Få luft og kom videre. Sommetider kan man have brug for at brokke sig over hele det sammenbragte familie-hurlumhej (eller mandens ekskone), og måske er det ikke altid manden, du skal læsse af på. Brug dine veninder eller andre, du er fortrolig med – og husk så også at fortælle, når det går godt. Lad være med at dyrke uenigheder og konflikter, men forsøg at få dem til at fylde så lidt som muligt. Det er absolut skadeligt for børn at leve i en krigszone, og de fornemmer mere end du tror.

Husk kærligheden og dyrk fordelene. Nyd, at I sommetider er en stor familie og andre gange er færre. Sørg for at få tid sammen i tosomhed – alt fra en weekendtur til en middag i byen eller en fælles hjemmearbejdsdag kan gøre underværker.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

Livet er et spil, og den der oplever mest har vundet.

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Kage og gode argumenter 😊

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

At skynde mig mindre. For mig kan der godt gå lidt sport i at være effektiv, og det betyder, at vi når mange ting – både praktiske og sjove. Og i vores familie vil vi gerne MANGE ting.

Hvis man gør det lidt tjept kan man efter aftensmaden nå at få ungerne i bad, i nattøjet, de vil også gerne se lidt tv og have en godnathistorie. Og så lidt vand – og så tisse af. Men da jeg forleden hørte mig selv sige godnat til Frida og følge op med: ”skynd dig så at falde i søvn”, slog jeg mig selv for panden bagefter.

Så jeg vil gerne blive bedre til at springe badet over, skære lidt i godnathistorien eller sige pyt til, at børnene kommer 10 minutter senere i seng.

Hvad ser du frem til?

At rejse! Jeg elsker at opleve andre lande og kulturer – især sammen med alle fire børn. Vi har blandt andet været på Bali og i Vietnam. Til sommer kører vi med campingvogn ned gennem Europa og ender i Kroatien. Det glæder jeg mig helt vildt til!

Hvilke kvinder synes du der er seje?

Kvinder, der dedikerer deres liv til at forandre verden til det bedre. For eksempel Malala, som siden hun var barn har kæmpet for kvinders rettigheder. Lisbeth Zorning, som giver socialt udsatte børn en stemme. Og Anja Ringgren Lovén fra DINnødhjælp, som opgav sit liv i Danmark for at hjælpe børn i Afrika og rørte hele verden, da hun reddede den hekseanklagede dreng Hope.

____________________________________________________________________________________________

Som altid er du velkommen til at skrive kommentarer til Anneline i kommentarfeltet. Du er også meget velkommen til at forslå nye seje kvinder, som du synes jeg skal tage med i min interviewrunde. Hvis du vil læse mine tidligere interviews med seje kvinder, så finder du dem lige her

Kvinder

Seje kvinder: Mød Dorte Lytje

Jeg har endnu en kvinde parat i min indlægsserier omkring seje kvinder. Dagens kvinde har jeg lært at kende fordi jeg var på jagt efter lidt ekstra energi omkring min blogging og det fandt jeg bl.a. her ved at følge en workshopserie, som hun anbefalede mig. Jeg bliver altid inspireret af kvinder, som har masser af energi og gå-på-mod og det må man sige, at hende her har. Hvis man leger med tanker om at blive selvstændig, så synes jeg man kan få rigtig meget ud af at læse med her. Tag godt imod denne uges seje kvinde: Dorte Lytje.

Navn og alder

Dorte Lytje, 40 år

 Er du i et forhold og har du børn og hvor i landet bor du?

Jeg har to dejlige unger med min eksmand, som jeg blev skilt fra i 2008. I 2015 mødte jeg Morten, som er min kæreste, og som jeg håber jeg skal dele resten af mit liv sammen med. Jeg bor i Risskov, alene med mine børn, og trives godt med det.

Du har din egen virksomhed, hvor du bl.a. sælger online workshops for bloggere, coacher selvstændige og meget, meget mere. Hvad har fået dig til at starte op som selvstændig?

Jeg startede som selvstændig som 23 årig, og det var måske knap så gennemtænkt – jeg kastede mig bare ud i eventyret. Men det passede godt til mit temperament at få lov at sætte dagsordenen selv, og siden da har jeg aldrig ønsket andet end at være selvstændig.

Jeg kan godt lide fleksibiliteten, og at jeg arbejder max i nogle perioder – og mindre i andre perioder. Og så elsker jeg at jeg kan have mine stille morgener og være fleksibel i min arbejdstid.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig? Og hvad er det værste…?

Det bedste ved at være selvstændig er fleksibiliteten og friheden. Jeg mener helt klart at man skal tænde på frihed for at trives som selvstændig. Jeg nyder at der ikke er langt fra idé til handling, og at jeg får lov at være max kreativ.

En af de svære ting ved at være selvstændig er, at man skal have alle kasketter på – med mindre man outsourcer (hvilket er en god idé, men ikke altid muligt i opstarten).

Det allerværste må dog være usikkerheden. Man skal altid have gang i salgsmaskinen og producere og være på forkant.

Jeg kan godt lide dén del, men der har været perioder, hvor jeg har sovet uroligt og været bekymret, og det  er IKKE fedt.

Hvis du skulle give nogle gode råd til alle os der overvejer at blive selvstændig, hvad vil du så sige?

Jeg vil anbefale alle, som starter selvstændig at bruge energi på at ’finde sin stemme og sit udtryk’, og så arbejde autentisk ud fra det.

Jeg anbefaler også at man har et rugbrødsarbejde imens man starter op. Det taget tid at bygge en business op – men det vigtigste er at komme i gang.

 Har du et motto du forsøger at leve efter?

Uh – jeg har mange! Perfect is the enemy of done, er et af mine yndlings. Det har rykket mig business SÅ meget at sluge perfektionen og komme ud over stepperne!

 Hvad har du svært ved at sige nej til?

Folk der overrumpler mig! Jeg bliver altid så ’paf’ at jeg får svært ved at  ikke når at tænke mig om.

Jeg bliver også altid ’paf’ over folk, som er overdrevet egoistiske og som beder om noget, som jeg synes er uhøfligt eller egoistisk. Det er som om mit system ikke kan konsumere eller begribe, at ’man kan være sådan’ og, at man kan finde på at bede om ’så meget’.

Derfor skal jeg have meget fat i kraven på mig selv for ikke bare at sige ’ja’  for at få den kiksede situation til at forsvinde J

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

Mit helt store fokus lige nu, er at være ’upfront’. Jeg er altid i sidste øjeblik, og jeg har egentlig lært at få det bedste ud af den situation, så jeg ikke bruger energi på at være sur på mig selv. Negativ er som at arbejde i modvind, og det går som regel lidt lettere, hvis man har vinden i ryggen.

Så jeg træner mig selv i det – én ting af gangen, og er glad for de skridt jeg tager.

 Hvad ser du frem til?

Jeg planlægger altid min tid, så jeg har ’grønne dage’.

Grønne dage er dage, hvor jeg har helt fri. Det er min erfaring, at min business har godt af disse dage, for det er her jeg henter meget energi.

Derfor planlægger jeg i god tid: veninde-ture, kæreste-ture eller ture med ungerne. Det kan være weekend-ture eller det kan være en éndagstur ud i det blå.

Jeg ser også altid frem til mine workaways, hvor jeg arbejder fra f.eks. Skagen. Det elsker jeg.

 Hvilke kvinder synes du der er seje?

Generelt, så er jeg vild med kvinder, som tør være sig selv og dele ud af sig selv.  Mine veninder, kursister og kunder, som udlever deres drømme på hver deres måde, inspirerer mig helt enormt meget!

Hvis jeg skal ’name-droppe’ en, så ville det være Beyoncé! Fordi hun driver business med både hjerne og hjerte. Hun lader sin sårbarhed være synlig og har samtidig en enorm power!

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Har du spørgsmål eller kommentarer til Dorte er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet. Du er også meget velkommen til at forslå nye seje kvinder, som jeg skal have med i min indlægsserie og man må gerne forslå sig selv:). Har du lyst til at læse om nogle af de andre seje kvinder, som jeg har interviewet, så finder du dem alle lige her

Kvinder

Seje kvinder: Mød Rikke Holdgaard Nielsen

Næste seje kvinde er på banen i dag og det har været helt fantastisk for mig, at interviewe hende. Rikke, som hun hedder, er nemlig min bedste veninde tilbage fra folkeskolen. Siden vi blev voksne er kontakten desværre kun på facebookniveau. Noget, jeg tror vi begge godt kunne tænke os at lave lidt om på. Derfor har det også været helt vildt fantastisk for mig at læse Rikkes svar på mine spørgsmål. Dels fordi Rikke har truffet nogle virkelig seje valg her i livet, men også fordi det indirekte var lidt en “walk down memory lane” for mig. Alle der har haft stress inde på livet eller som går og overvejer at skifte retning bør læse Rikkes historie. Tag godt imod: Rikke Holdgaard Nielsen <3

Seje kvinder: Mød Rikke Holdgaard Nielsen

Navn og alder

Rikke Holdgaard Nielsen, 44 år

Hvor bor du og er du i forhold med børn?

Jeg bor i Herning sammen med Jan, som jeg har været kærester med siden 2004 og gift med de seneste seks år. Vi har Thomas, som er ni år og går i 2. klasse og Astrid på seks år, som går i 0. klasse. At det lige blev Herning, der blev hjem for os var lidt en tilfældighed, men min kærlighed til byen er spiret frem og vokset henover årene og nu kunne jeg slet ikke tænke mig at flytte herfra.

Du tog for godt et år siden, i en alder af 42 år springet, sagde dit job op og begyndte at studere igen. Hvad fik dig til at tage sådan en drastisk beslutning?

Jeg er uddannet designer, og har arbejdet i 16 år med design af dame- og børnetøj. Det var virkelig en drømmeuddannelse for mig da jeg var først i 20’erne, og jeg var i mange år meget glad for at arbejde med de kreative processer.

Da Astrid var to år gammel var jeg designer hos en af de helt store børnetøjsfirmaer, hvor jeg var ansat i en stilling med meget ansvar og et stort arbejdspres. Jeg troede, jeg kunne jonglere med det hele: mand, hus, have, madplaner, kollektioner, deadlines, inspirationsrejser, salgsmøder, leverandørbesøg og to små børn. Jeg knoklede løs, og jeg tror slet ikke jeg opdagede, hvor skæv en kurs jeg var på. Jeg begyndte at sove meget dårligt om natten, huskede pludselig som en si og blev grådlabil. Men jeg var helt overbevist om, at alt nok skulle gå. Jeg skulle bare lige over den næste kollektion, det næste salgsmøde, det næste forældrearrangement i børnehaven, så skulle jeg nok få sovet og så ville alting bliver fint igen.

En lørdag eftermiddag ringede min nærmeste chef hjem til mig. Hun var bekymret, og beordrede mig, under protester, til at blive hjemme de næste 14 dage. I de to uger gik luften fuldstændig ud af ballonen. Diagnosen var stress, og de følgende mange måneder står i dag tågede for mig. Faktisk gik der syv måneder med at forsøge at komme til hægterne igen, indtil jeg blev ringet op af en tidligere, omsorgsfuld chef, som ville høre om jeg ikke skulle et sted hen, hvor de kunne passe lidt på mig?

Det sagde jeg ja-tak til, og i de næste par år arbejde jeg i et mindre børnetøjsfirma, med lutter søde, velkendte ansigter. Jeg var rigtig glad for at være der, men jeg kunne samtidig mærke, at jeg syntes det var svært at holde balancen med privatliv og arbejde, at få alle ender til at mødes. Samtidig følte jeg at modebranchen havde mistet den magi den tidligere havde haft for mig.

Jan og jeg havde mange snakke om det herhjemme, for vi syntes begge to at vi var fanget i et hamsterhjul, hvor det mest af alt var et spørgsmål om at overleve hverdagen. Vi var enige om, at det var op til os selv, at tage føringen i vores eget liv. At der kun var os selv til at hoppe ud af hamsterhjulet.

Jeg havde i flere år leget legen ”hvad ville du være blevet, hvis du ikke var blevet designer” i hovedet, og jeg havde faktisk en gammel drøm om at blive sygeplejerske, men havde ikke lyst til at arbejde i skiftende vagter og under det voldsomme arbejdspres mange sygeplejersker arbejder under. Derfor kiggede jeg på andre sundhedsfaglige fag, og ergoterapien er en niche, som har meningsfulde aktiviteter i fokus, og det passede perfekt ind i den måde jeg gerne vil arbejde på. Det er en bacheloruddannelse og tager 3½ år.

 Det var sindssygt frygtindgydende at sige mit arbejde op. Svømmevingerene og kortbæltet blev virkelig smidt op på land, og jeg var dødbange for at det ville vise sig, at jeg ikke ville kunne svømme alligevel. Jeg kan huske at jeg, den første skoledag kørte hjem fra skole og tænkte: ”Hvad har jeg dog gjort!?”, men det viste sig heldigvis hurtigt at beslutningen var helt rigtig.

Jan har været en stor støtte i beslutningsprocessen, bakket 100% op omkring projektet, og har slugt SU-kamelen uden at kny én eneste gang.

Har din beslutning om at omskole dig haft betydning for hvordan I agerer som familie hjemme hos jer?

Både for mig personligt og for os som familie har det gjort en kæmpe forskel at jeg er blevet studine, som jeg ynder at kalde mig selv. Det har givet en helt anden ro i vores liv. Et langt stykke hen ad vejen lykkedes det faktisk, at komme ud af hamsterhjulet. I gennemsnit har jeg ca. 18-20 undervisningstimer om ugen. Dertil komme en varierende mængde læsestof, som indimellem kan være ret massiv, men langt de fleste uger er det en undervisningsfri dag, hvor jeg kan nå at få læst det meste af det jeg skal til den efterfølgende uge.

Det har gjort at stresset og presset er blevet taget af vores hverdag. Jeg kan aflevere børnene i skolen om morgenen, og jeg er hjemme de fleste dage i god tid til de får fri. Jeg føler jeg får dagens bedste timer med mine børn, og det er jeg enormt taknemmelig for.

Hvad har det givet dig personligt at lave sådan et U-turn i livet?

Det har givet mig meget på det personlige plan, at jeg er begyndt at læse igen. Jeg er kommet i en god klasse, hvor man er søde ved hinanden og hvor der altid er hjælp at hente. Det er en meget blandet klasse med en aldersspredning på 25 år fra yngst til ældst, og det giver en god dynamik. Jeg har fået nogle skønne studieveninder, og så har jeg har fundet et fagområde jeg er rigtig god til, og det har givet nogle kæmpe succeser.

Når det så er sagt, så skal jeg alligevel holde mig selv lidt i ørene, for jeg bliver hurtigt drevet af gode resultater. Det er jo netop ikke strategien, at jeg skulle gå fra at være stresset designer til at være overambitiøs 12-tals pige, vel?! Det kan jeg godt have lidt svært ved at styre, men heldigvis har jeg Jan til at holde mig i ørene når bøgerne en gang i mellem vokser mig over hovedet.

Har du nogle gode råd til andre, der måske overvejer det samme? (Her tænker jeg både på familie, økonomi, logistik mm)

Mit allerbedste råd: Gør det! Hvis du har lyst til at sadle om og gøre noget helt andet end det du altid har gjort, så gør det. Det er slet ikke så svært og farligt som det ser ud til, og det giver så uendeligt meget tilbage.

Indrømmet, SU´en er ikke en guldgrube når man er vant til en fornuftig løn, men vi får det til at hænger sammen alligevel. Vores 14 år gamle bil klarer skærene lidt endnu, H&M er leveringsdygtige i billigt og udmærket børnetøj, impulskøbene er skåret væk og sommerferien sidste år gik til Grenå i stedet for Grækenland.

Mit studie hænger fint sammen med at få bragt og hentet børnene. Når jeg en gang i mellem har lange dage (til kl 16.15) kniber det at jeg kan nå fra Holstebro til Herning inden fritidshjemmene lukker, og der har vi en sød ung barnepige på 15 år som henter børnene. Hun har passet børnene en eftermiddag en gang om ugen de sidste 2½ år og børnene har virkelig knyttet sig til hende. Astrid kalder hende ”min bedste storesøster jeg aldrig har haft”.

Mine forældre er også rigtig søde til at rykke når det brænder på.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

It takes all types to make a world.

Jeg ved godt at det lyder fortærsket, men jeg synes virkelig at verden ville være kedeligt sted, hvis vi alle sammen var ens. Jeg bliver altid lidt glad når jeg ser nogen som er lidt skæve i forhold til konventionerne, og jeg synes det er mega sejt når nogen tør skille sig ud.

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Når noget lyder hyggeligt. Jeg kan godt komme til at sige ja til noget som jeg måske ikke helt har tid eller overskud til, fordi det bare kunne være hyggeligt.

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

Jeg arbejder med min tålmodighed. Jeg kan være frygtelig utålmodig og kommer lidt for tit til at tage rollen som indpisker, selv om jeg prøver at lade være.

Jeg tror simpelthen, at jeg bare har (for) kort fra tanke til handling, og det kan vist godt være frustrerende at være gift med sådan én. Jan foreslog i påsken at vi skulle vælte en mur imellem to værelser. Jeg syntes det var en fremragende ide, og en time efter stod jeg med en muggert i hånden og var i gang med at vælte væg, mens Jan så lidt træt ud.

Hvad ser du frem til?

Næste år har Jan og jeg planer om at rejse rundt på Filippinerne med børnene fem-seks uger i sommerferien. Med rygsæk, Lonely Planet og ingen planer for i morgen. Dét glæder jeg mig til.

På lidt kortere sigt glæder jeg mig til at min mor fylder 70 år til sommer. Hun har inviteret os alle sammen, os og min bror og hans familie, på sommerferie til Kreta. Det bliver så dejligt at få tid med mine dejlige nevøer, der bor i Lyngby, og som jeg desværre ser alt for sjældent.

Hvilke kvinder synes du er seje?

Min mor. Ingen tvivl dér. Mine forældre var selvstændige med en del medarbejdere, og min far dyrkede skydning på eliteplan ved siden af. Det betød, at min mor var alene med min bror og jeg mange weekender, ved siden af nogle meget lange arbejdsdage. Jeg aldrig nogensinde hørt hende pibe over det. Vi kom med på fabrikken om aftenen, og sad ved siden af hende og snakkede mens hun syede. Jeg følte altid hun var tilstede selv om hun arbejdede meget. Hun har, ligesom rigtig mange fra vores generation, dårlig samvittighed over at hun ikke var hjemme hos os, men hun gjorde det fantastisk godt, og jeg har aldrig følt hun var fraværende.

Som mormor har hun til fulde kompenseret for de lange arbejdsdage hun havde da jeg var barn, og hun er fantastisk sød til at passe børnene, og hun lave mad til os når jeg sidder i eksamener.


Som altid er du meget velkommen til at kommentere eller stille spørgsmål til Rikke. Har du lyst til at læse mine øvrige interview med Seje Kvinder kan du finde dem lige her. Og som altid er du også meget velkommen til at forslå nogle seje kvinder, som du har lyst til at lære lidt bedre at kende (man må gerne forslå sig selv). 

Kvinder

Seje kvinder: Mød Merete Bak Laustsen

I dag har jeg endnu engang fornøjelsen af at præsentere en de kvinder jeg beundrer. Jeg har nemlig et nyt indlæg parat i min indlægsserie om seje kvinder. Merete, som er dagens seje kvinde, lærte jeg at kende da vi for cirka 4 år siden kom i samme afdeling på vores fælles arbejdsplads. Merete er en af de kvinder jeg beundrer fordi hun er en man kan regne med, fordi hun er skarp, fordi hun har humor og fordi hun ikke er bleg for at ytre sin mening. Og så synes jeg det har været intet mindre end fantastisk at følge Merete i forbindelse med, at hun blev mor til sit 2. barn. Tag godt imod Merete Bak Laustsen <3


Navn og alder

Merete Bak Laustsen, 38 år

Er du i et forhold og har du børn?

Jeg er mor til Karl på snart 2 år og Asta på 8 år (fra tidligere forhold). Og så er jeg gravid og har termin til august.

Jeg er afsindigt godt gift med Steffen, som på en eller anden måde formår både at være mit anker, min modpol og min nærmeste allierede i alt.

Du er ved at uddanne dig til ammevejleder på Ammenet.dk. Hvad har fået dig til at gå ind i det arbejde?

Da jeg fik Asta i 2008, fulgte jeg anbefalinger og råd og troede egentlig, at jeg havde ret godt styr på det der med at være mor, da jeg fik Karl i 2015.

Men så kom jeg med i en stor terminsgruppe med Karl … og mødrene havde problemer med amningen. Mange, mange problemer. Jeg gav mig til at google og læse. Og jeg læste og jeg læste og jeg læste.

Jeg fandt hurtigt ud af, at ammenet.dk havde en fantastisk samling artikler – hvor hver og en var underbygget med henvisninger til klinisk dokumentation. Så jeg læste dem alle sammen, og jeg henviste i et væk til dem, når mødre rendte ind i bøvl og mystiske råd.

Det lod til, at der er vildt mange dårlige råd i omløb – og at de uddeles med rund hånd fra alle mulige mennesker.

Midt i alt det, er der en lille kerne af dedikerede, engagerede, knivskarpe kvinder, der forsøger at skabe lidt balance og hjælpe alle de mødre, der finder frem til dem. Jeg var fuld af næsegrus af beundring over dem, og da først tanken om at hjælpe til begyndte at spire og gro, var der ingen vej tilbage for mig.

Hvad er dine egne erfaringer med amning?

Amningen med Asta involverede en stædig omgang svamp (av, for satan) og senere oplevede jeg, at jeg havde for lidt mælk om aftenen, og at hun ved 6 måneder helt nægtede at blive ammet.

Under læsningen af hele ammenet.dk fandt jeg ud af, at mit første ammeforløb slet ikke var så enkelt, som jeg huskede det – og at jeg kunne have gjort meget anderledes. Den manglende mælk om aftenen var for eksempel en helt normal og naturlig intensivering af efterspørgslen i en periode. De fleste mødre oplever det, og hvis man ved, at det skal ”ammes væk”, er det slet ikke så slemt at komme igennem. Men det vidste jeg ikke første gang.

Jeg har måttet bruge lidt tid på lige at rejse tilbage og se Merete anno 2008 i øjnene og sige ”Det var faktisk OK – du gjorde det bedste, du kunne, med det, du vidste”.

Med Karl var der også svamp (igen: av, for satan), og jeg havde fornøjelsen af lidt andet bøvl også. Men han blev fuldammet til seks måneder og får selv lov til at stoppe med at amme, når han er klar til det. Det har været en kæmpe gave at kunne opleve et fuldbragt ammeforløb. Jeg tror, det snart slutter, for den nye graviditet har nedsat produktionen markant, så Karl har sådan stille og roligt droslet ned for efterspørgslen. Der har ikke været gråd eller afsavn – det er bare fint og naturligt.

Og hvad er dine bedste råd?

Til amning: Det er værd at have i baghovedet, at amning er noget, man skal lære. Og at det ikke tager de der 4-5 dage at etablere et ammeforløb – det kan tage måneder. Hvis man render ind i tvivl, bøvl eller bare spørgsmål, anbefaler jeg, at man får fat i en dygtig ammevejleder.

Generelt er det faktisk lidt svært at komme med enkle råd, for de kan tit forvirre. Fx er sætninger som ”En god mor sidder ikke i brysterne” og ”Alle kan amme” præcis lige uanvendelige. Jeg ville virkelig ønske, folk holdt op med at sige begge dele.

Til at være mor: Jeg er en indædt fortaler for WeW-metoden. Whatever works. Hvis det eneste problem ved en løsning er, at den kun holder i 3 måneder, så har du ikke et problem – du har en løsning i 3 måneder. Vær kreativ og lyt til dig selv og dit barn. Børn er små bitte mennesker med rigtige følelser, der skal respekteres. (Det skal de voksnes også).

Og ja … der er mennesker, der kan opfatte dine anderledes valg som en kritik af de valg, de selv traf, men det må de altså selv ligge og rode med.

Hvad giver det dig personligt at vejleder på ammenet.dk?

Jeg ville da ønske, at jeg var sådan en type, der kunne sige ting som: ”Det er ikke meningen, at jeg skal få noget ud af det – jeg gør det ikke for mig”, men det ville altså være løgn. Jeg har grædt af glæde, når en mor har fortalt, hvordan barnet pludselig hapsede på og spiste, når vi sammen har snakket genetablering af amning. Og jeg har fået den vildeste stolthedsfølelse, når jeg har kunnet give en mor den viden, der har givet hende mod og styrke til at træffe de valg, der var bedst for hende og barnet.

Jeg har også siddet på toilettet med telefonen og læst en opdatering fra en mor, jeg har snakket med om at øge produktionen, og udbrudt det højeste: ”YES!”, når jeg kunne læse, at vægtkurven var blevet knækket. Lidt akavet når det er toilettet ude på arbejde …

Hver enkelt mor og barn håndteres individuelt – ingen vejledninger er ens. Det er fedt.

Det er også fedt at nørde boobs. Boobs er SÅ fantastiske – det er totalt vildt, hvad de kan!

Rent privat har det været fuldstændig fantastisk at blive en del af det her netværk af inspirerende kvinder. Dem er jeg dagligt taknemmelig for at få lov til at kende.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

”Det skal nok gå”. Det startede egentlig som en sarkastisk kommentar til en kollega, der altid underskrev sine mails med vildt optimistiske one-liners. Men nu sidder det ligesom bare fast, og jeg holder ret meget af det.

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Nogenlunde alt. Jeg er en dør til at passe på mig selv.

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

At sige nej – og til at opdatere min blog. Det stinker jeg virkelig til.

Men jeg lovede mig selv for et halvt års tid siden, at jeg aldrig nogensinde igen ville sige: ”Undskyld, her roder” til nogen. Det har virkelig været en befrielse at slippe for at lade, som om det bare er noget flygtigt forbigående med det rod – det er altså permanent.

Jeg gad egentlig godt kunne strikke … mest fordi jeg så måske ville være bedre til at koncentrere mig om at se de mere højpandede HBO-serier. I dag ender jeg alt for tit med at forsvinde i Candy Crush, imens jeg burde blive kulturelt beriget.

Hvad ser du frem til?

Baby … helt klart. At få Karl var magisk. At se min mand blive far og min datter blive storesøster var noget af det mest bevægende, jeg har oplevet. Mit hjerte var lige ved at eksplumdere med al den kærlighed.

Selvom det nok ikke bliver lige så skelsættende denne gang, så kommer der jo til at ske det vilde, at de voksne kommer i undertal derhjemme.

Og så skal jeg nusse babyfødder. Mmmm.

Du er som altid velkommen til at kommentere og stille spørgsmål til Merete i kommentarfeltet. Hvis du har lyst til at læse om de andre seje kvinder jeg har haft med i min indlægsserie, så kan du her læse om Lone Weiling, her kan du læse om Lena Hørlyk Petersen og her kan du læse om Cecilie Lund. Er der nogle seje kvinder du synes jeg skal tage med i min indlægsserie, så skriv også gerne det i kommentarfeltet. 

Kvinder

Seje kvinder – Mød Cecilie Lund

Jeg er nu klar med 3. indlæg i min indlægsserie om seje kvinder. I denne uge har jeg stor fornøjelse af at kunne præsentere Cecilie Lund, som I muligvis også kender under navnet fashionmom. Fashionmom er nemlig navnet på både hendes blog. Jeg opdagede Cecilie for længe siden, faktisk helt tilbage da jeg selv begyndte at blogge og har siden da fulgt med i hendes liv. Jeg synes Cecilie er mega sej. Hun er selvvalgt hjemmemor – lige nu til 2 ud af hendes børn. Hun er mor til 5 (ja, fem) og til ikke bare ét, men to hold tvillinger. Som tvillingemor og mor til 3 bøjer jeg mig i støvet. Tag godt imod Cecilie Lund.

Dit navn og alder

Cecilie Lund, 32 år

Er du i et forhold og har du børn?

Jeg er gift på 11. år med Stefan, sammen har vi 5 børn. Tristan & Samson på 10 år, Lucia på 7 år og Ziva & Valentin på næsten 5 år.

Du har valgt at passe dine børn hjemme og altså selv gå hjemme. Hvornår og hvorfor traf du/I den beslutning?

Jeg ville rigtig gerne have kunnet gå hjemme med alle mine 5 børn, men pga. økonomi har det ikke kunne lade sig gøre med de 3 store. Da vi fik de to sidste, havde min mand færdiggjort sin uddannelse og havde job og så var der ingen tvivl om at vi ville beholde de yngste hjemme og Lucia i deltids børnehave.

Hvilke fordele og hvilke ulemper synes du der er ved at være hjemmemor?

Der er den kæmpe fordel at man har tid med sine børn, tid og ro. Man kan udforske byen og naturen sammen, med tid til spørgsmål og en hånd at holde i. Vi har masser af kys og kram i løbet af dagen og derfor er de stort set ikke ‘ulve’ i ulvetimen.

En anden fordel er at jeg selv styrer min dag, der er ikke en chef der ånder mig i nakken eller en overordnet jeg skal huske at aflevere dokumentation til. Jeg dokumentere i billeder og husker resten i hjertet.

Hvad giver det dig personligt at være hjemmemor?

For mig har det givet mig ro og ren samvittighed, at kunne bruge min tid på mine egne børn. Det har givet mig tid til at udvikle mig, både som mor og som person. Jeg er blevet bevidst om, hvor rart det er at kende sine børn og opleve alle de små ting sammen. Det er fantastisk at have så mange gode, rolige stunder sammen og ikke skulle lede efter de dem med lys og lygte hver dag efter en lang dag på arbejde.

Det har givet mig tro på at jeg selv kan styre hverdagen og hele tiden udvikle mig og sørge for at børnene bliver stimuleret i den rette mængde.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

Alle mennesker har samme værdi. Uendelig høj.

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Chokolade og tid med veninder 🙂

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

Uha, der er mange ting. Rent personligt vil jeg gerne blive bedre til at være tålmodig og følge ting til dørs. Det er noget jeg tit kæmper med og elsker når jeg opnår.

Jeg vil også gerne blive bedre til at tegne og tage billeder. Senere hen vil jeg gerne være god til den uddannelse jeg går i gang med. Og mest af alt, så vil jeg altid stræbe efter at være en bedre kone og mor.

Hvad ser du frem til?

Jeg ser frem til sommeren. Jeg elsker sommer (som de fleste danskere), til is og strand og vandbassin i haven. Til lange hyggelige aftener med min mand og og hvidvin med veninder.

Hvilke kvinder synes du er seje?

Kvinder er seje. Når jeg tænker på seje kvinder tænker jeg på min mor og på min veninde Mille. De er to kvinder der kæmper og klarer sig, ikke bare igennem hverdagen, men klarer sig godt og bedre hele tiden. Også selvom om livet slår hårdt og de oplever svære perioder. De er seje.

Udover det så synes jeg mødrene i verden, der kæmper for deres børn er seje. De kvinder der opdager, at det barn der nu ligger i deres arme, er vigtigt. Vigtigere end dem selv. De kvinder der forstår at leve deres voksenliv som voksne, men hele tiden søger deres families bedste.

Du er velkommen til at stille spørgsmål til Cecilie her på bloggen og som vanligt må du gerne komme med forslag til andre seje kvinder jeg skal interviewe til min indlægsserie. Har du lyst til at læse om de andre seje kvinder der har deltaget indtil videre kan du møde Lone Weiling her og Lena Hørlyk Petersen her.

Kvinder

Seje kvinder: Mød Lena Hørlyk Petersen

Tusind tak for den fine modtagelse i sidste uge af indlægsserien om seje kvinder. I denne uge har jeg stor fornøjelse af, at præsentere min tidligere kollega og rigtig gode veninde, Lena.

Lena har gjort det, som mange af os kun vover at drømme om. Som 44-årig valgte hun nemlig at springe ud på det dybe vand og rykke teltpælene op og hvad der så skete kan du læse meget mere om i interviewet nedenfor. Tag godt imod Lena Hørlyk Petersen.

Navn og alder:

Jeg hedder Lena og, jeg har netop rundet de 53 år.

Er du i et forhold?

Jeg bor alene i Beijing og er single.

Du trak teltrødderne op og flyttede til Beijing i Kina i 2008. Hvad fik dig til at tage sådan et kæmpe spring?

Faktisk var det noget så ulykkeligt som stress. Jeg røg ned med stress på mit arbejde i midten af 2007 og var sygemeldt i en længere periode. Via psykologhjælp fik jeg fodfæste igen, og i den proces med psykologen pressede en gammel, godt g(l)emt, drøm om udland, eventyr og andre kulturer sig på.  For mig handlede det om at sætte sig i førersædet af mit eget liv, og om at lytte til mig selv, egne værdier, drømme, længsler. Og der skulle altså en gevaldig rutsje tur – nemlig stress – til, før jeg i en alder af 44 tog mig selv alvorligt og handlede på mine egne drømme. At det blev Beijing og Kina er lidt et tilfælde; jeg havde været her på ferie i 2005 og 2006, og var begyndt at læse kinesisk i min fritid på Folkeuniversitetet, sådan for sjov og af nysgerrighed.  Og i slipvinden af min stress sygdom besluttede jeg at sige farvel til sikkert job i Danmark, fremleje min lejlighed, købe en flybillet til Beijing og melde mig på et universitet for at læse kinesisk. Jeg kendte ingen i Beijing, overhovedet, inden jeg kom hertil. 

Min beslutning traf jeg ene og alene af lyst, følelse og fornemmelse – af, at der havde jeg haft fantastiske oplevelser, at alt var ukendt og fremmedartet, af at der var ”højt til loftet” – et samfund, en økonomi og en kultur i udvikling.

Det har vist sig, at den store nedtur – stress – blev starten på en kæmpe optur for mig, i Beijing.

Hvad laver du i dag i Beijing?

Før jeg flyttede til Kina, var jeg meget passioneret omkring udvikling: jeg har alle dage arbejdet i felter, præget af og formet i udvikling: nye industrier, nye virksomheder, nye forretningsområder, produkter, koncepter, produkter. I dag drejer det sig stadig om udvikling, men af mennesker: i dag hjælper jeg mennesker med at blive bedre til at lede sig selv og andre, jeg udvikler og coacher mennesker, der befinder sig i forandringer, f.eks. organisatoriske, arbejdsmæssige og kulturelle forandringer.  Derudover er jeg i bestyrelsen for Det Danske Handelskammer i Beijing, og så er jeg ekstern censor for Innovation Management linjen på SDC i Beijing (Sino-Danish Center for Education and Research).

Hvad har det givet dig personligt at flytte til Kina og ville du gøre noget om, hvis du kunne?

Jeg har først og fremmest mødt nogle fantastiske mennesker; i det hele taget har jeg knyttet helt nye venskaber. Jeg skulle jo bygge en omgangskreds op helt fra bunden, på et sted, hvor de fleste udlændinge er på gennemrejse.  I dag har jeg en lille kerne af venner, kinesere og ikke-kinesere, som alle er ”fastliggere”, dvs. de har deres liv her og skal ikke videre. Jeg knytter også venskaber med folk på gennemrejse, nogle bånd udvikles og gror videre, selvom de rejser, andre stopper her i Beijing, når de fraflytter.  Min vennekreds er både dansk, kinesisk og international, og det er en enorm gave at lære mennesker fra andre kulturer at kende. At blive eksponeret for andre kulturer er fantastisk lærerigt, jeg er blevet så klog på – min egen kultur, først og fremmest! At se min egen kultur udefra, herfra, har givet stof til eftertanke, også. Det at flytte hertil har også givet mig et enormt boost på min personlige udvikling: hvad er vigtigt for mig, hvad kan jeg leve foruden, hvad vil jeg fravælge i mit liv her? Hvad er mine værdier og hvordan efterlever jeg dem? Hvad GØR jeg for at være tro mod det jeg vil? At sætte handling bag mine ord, ønsker, drømme er nok i virkeligheden en af de helt store gevinster for mig. Jeg ville ikke være foruden den stress og de følger, den fik for mig; uden den tror jeg ikke, at jeg havde været, hvor jeg er i dag. Jeg er så taknemmelig for hvad jeg har lært i processen, hvad jeg har fået ud af den, samtidigt føler jeg mig også meget taknemmelig over, at jeg kom igennem den uden følgevirkninger.

Det eneste jeg gerne ville have gjort om var nok at gøre det tidligere i mit liv. Men det gider jeg ikke ærgre mig over, jeg skulle ud over kanten for at lære at tage mig selv alvorligt. Så det gør jeg nu.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

At være i nuet, leve efter hvad jeg ved, og ikke lytte til de her indre stemmer, der kan fortælle mig om alle de her farer, problemer, udfordringer, ulykker, der KAN opstå.  Og hvis der så opstår noget, der ikke lige var ”efter planen” eller efter mit ønske, så prøver jeg at forstå, hvad pokker jeg kan lære af det.

Vent ikke, gør det nu – er et andet motto. Og det er på alle niveauer, stort som småt. Spis desserten, kagen først, hvis du har lyst til det. Vent ikke til sidst, det kan jo være du så er mæt.  Så udsæt intet du gerne vil, lige meget hvad det er.

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Udfordringer, som jeg dybest set ikke kender dybden, omfanget i og af.  Dybt vand, sådan i overført betydning. Mennesker med en mission, som beder mig om hjælp. Fordi jeg også her ser et eventyr, en udfordring, og en læring. Impulsive invitationer fra venner og bekendte.

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

Jeg ville rigtigt gerne kunne tale bedre kinesisk, at kunne tale så godt kinesisk at jeg kan træne og coache mennesker på kinesisk, det er en drøm. Jeg får fortsat undervisning i  kinesisk, taler sproget ret godt til dagligdags brug.  Jeg ville også gerne være bedre til at bede om hjælp, og tage i mod ros. Og så ville jeg gerne kunne gå og danse i højhælede sko, det ser så godt ud! Men jeg føler mig bedst tilpas i ballerinaer, de højhælede sko er en ”sidde og stå” ting for mig.

Hvad ser du frem til?

Lige nu (24. januar) ser jeg frem til kinesisk nytår, dvs. ferie, hvor jeg tager til Cambodia med gode venner om et par dage. Jeg ser også frem til foråret her i Beijing, hvor folk igen søger ud på de offentlige pladser og i parkerne for at danse, dyrke gymnastik, spille badminton. Foråret betyder også, at jeg skal fejre min (januar) fødselsdag igen – nemlig med mine Beijing venner. Jeg får besøg af to meget gode venner fra Danmark i foråret, og så skal jeg til konfirmation hos min familie i Danmark. Det glæder jeg mig også til.

Hvilke kvinder synes du er seje?

Jeg beundrer Karen Blixen for hvad hun gjorde i en tid, hvor kvinder gjorde meget lidt, andet end at blive holdt af deres mand og føde hans børn.  I min nære kreds beundrer jeg min mormor, som nærmer sig de 98 år, og stadig har en stærk livsgnist i øjnene og en nysgerrighed på livet, selvom hendes fysik nu er gammel og slidt og dermed hindrer hende i at kunne komme ud og omkring.  Hun har en taknemmelighed for alt, især de små ting, som jeg virkelig beundrer hende for.  Helt overordnet beundrer jeg kvinder, der står op for sig selv og det, de drømmer om for deres liv, kvinder som tager konsekvenserne af deres valg, de konsekvenser er jo en naturlig del af de valg, de ønsker at tage. Kvinder som er fuldt ud til stede i det de har valgt at gøre og gør.  Og drømme, dem definerer vi selv, her er ingen facitliste. 

Bonusinfo: hvis du, ligesom jeg, synes at Lena er super sej og interessant, så kan du også følge med i hendes oplevelser i Kina på hendes blog, som du finder lige her

Du er velkommen til at stille uddybende spørgsmål til Lena i kommentarfeltet. Du kan læse tidligere interview med Lone Weiling her og hvis du har forslag til en sej kvinde der skal med i interview runden, så sig endelig til.

Kvinder

Seje kvinder: Mød Lone Weiling

Jeg har virkelig glædet mig til at introducere dette nye tiltag på bloggen. Det hedder seje kvinder og kommer til at være en hel serie af indlæg om kvinder, som jeg og forhåbentlig også I synes er mega seje.

Den første seje kvinde, som I skal møde er min helt egen storesøster, Lone. Lone og jeg er hinandens livsvidner og vi har altid været utrolig tætte. Det er ingen hemmelighed, at jeg synes min søster har mødt mere modgang end man synes menneskeligt rimeligt, men det på trods, så har hun bibeholdt et positivt livssyn. Jeg vil ikke skrive så meget mere her i introen, for jeg synes faktisk at interviewet taler for sig selv. Tag godt imod min søster, Lone Weiling <3

Navn og alder

Jeg hedder Lone og er 45 år gammel

Er du i et forhold og har du børn?

Jeg bor alene på dejlige Trøjborg med min søn på 8 og min hund. Har en kæreste.

Du er formand for meninghedsrådet i Skt. Johannes Sogn (på Trøjborg i Århus). Hvordan fik du øjnene op for menighedsrådet?

Da min søn skulle døbes fortalte præsten, at de manglede unge (!) mennesker som mig i menighedsrådet. Hun fortalte om alle de forskelligartede opgaver et menighedsråd skal tage sig af, og det var slet ikke så tørt og kedeligt som jeg havde forestillet mig.

I den tid jeg har siddet i menighedsrådet har jeg bl.a været med til at ansætte 2 præster, vælge ny biskop, ansat medarbejdere, lavet tonsvist af administrativt arbejde, været med til at planlægge pålægning af nyt kobbertag på kirken, taget beslutning om kirkekunst, holdt 10.000 møder om en masse spændende (og kedelige) emner, og deltaget i et hav af sjove fester – det kan vi nemlig også finde ud af. Så det at være aktiv i Skt. Johannes menighedsråd fylder en del i mit liv.

Er du troende?

Da jeg startede i menighedsrådet for 8 år siden var jeg nok bare almindelig kulturkristen. I dag er jeg “fuldblodskristen”, hvilket har givet mig indre ro, og gjort livet mere lyst og enkelt for mig.

Som kristen går jeg ikke alene på livets vej, og jeg behøver ikke genopfinde mig selv hele tiden. At være troende gør ikke, at jeg aldrig har det svært, men at, når livet ser håbløst ud og er en tung byrde, bærer Jesus byrden med mig – dette giver en enorm styrke og mere indre ro på en ellers urolig sjæl som mig.

Hvad giver det dig personligt at være med i menighedsrådet? 

Jeg har mødt nogle af de mest fantastiske mennesker i kirken/sognet. Det har givet mig tætte venskaber, et fællesskab, og muligheden for at gøre noget for andre. Det lyder måske lidt frelst på den ufede måde 😉 – men det er det ikke. 

Hvad gør dig mismodig?

Jeg kan blive så træt når jeg dagligt ser, hvor selvcentrerede og egoistiske mennesker kan være, projekt mig mig mig. Så søgende efter noget der kan gøre en lykkelig…. Og mange gange ligger det lige for fødderne, det behøver sgu ikke at være så kompliceret.

Der er så mange ting man ikke selv kan styre, så giv slip. Det du husker på dit dødsleje er ikke, hvor mange penge du tjente eller hvor mange timer du brugte i fitness centret.

Din mand døde for 2 år siden ved en ulykke. Hvordan undgår man at gå helt i hundene når man mister sin mand så pludseligt, som du gjorde?

Det at stå alene med en lille dreng på 6 år, der i forvejen har mistet sin far og er i dyb sorg, gør bare at du SKAL fortsætte, på en eller anden måde. I dag er det svært at forstå at jeg kunne, men man kan næsten altid hvad man er nødt til. Det skal siges, at jeg også gennem årene har kæmpet med en psykisk lidelse (bipolar), så det var sgu ikke nemt. Men det “heldige” ved den sygdom var, at den havde gjort mig berettiget til en førtidspension. Så oveni alt det andet havde jeg i det mindste ikke et arbejde at passe. Derudover et stærkt og tålmodigt netværkUden min mor og min søster, veninder og “kollegerne” fra kirken var det måske heller ikke lykkes.

Har du et motto du forsøger at leve efter?

Jeg har egentlig to mottoer, og nok flere, “livet er så kort, så lev og nyd det mens du har det” Da jeg mistede min mand for 2 år siden gik det virkelig op for mig hvor sandt det er. At miste din elskede så uventet og meningsløst, skal i det mindste medføre at livet tages op til revision.  Vi har fået livet som en fantastisk gave, så vi har bare til gengæld at leve det fuldt ud.

Mit andet motto er “drik gerne champagne på en onsdag” 😉

Hvad har du svært ved at sige nej til?

Har meget svært ved at sige nej til min dejlige søn og at stoppe med at få lavet tattoos.

Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?

Jeg kunne tænke mig til at blive endnu bedre til at leve i nuet, og at være mere ligeglad med hvad andre synes.

Hvad ser du frem til?

Jeg ser frem til forår og sommer. Vinteren har jeg rigtig rigtig svært ved at komme igennem

Hvilke kvinder synes du der er seje?

Jeg beundrer så absolut Dolly Parton…. 

Men i min nærmere omgangskreds er det jo dig Dorte, super woman, karrierekvinde, blogger og gør det selv kvinde. 

I min kirkeverden er mit store idol vores præst Leise Christensen, hun er den mest begavede, kloge, sjove, skønne kvinde. Hende ser jeg meget op til.

Du er velkommen til at stille spørgsmål til Lone i kommentarfeltet og du er også meget velkommen til at skrive, hvis du mener der er en sej kvinde jeg skal forsøge at få med i denne serie (man må gerne pege på sig selv:-))