I parentes bemærket #7


Er jeg ret godt tilfreds med, at forårs fødselsdagene her i huset nu alle er vel overstået. Det er rigtig, rigtig hyggeligt med alle de fejringer man ligger hus til, men det er også et stort arbejde. Ikke mindst når man også har 117 øvrige projekter igang parallelt hermed.

Synes jeg det er lidt vildt, at mine børn nu er 5, 5 & 7 år gamle. Ved godt det er det alle siger – hvor blev tiden dog af sætningen, men der er altså noget om snakken.

Gik sidste fødselsdag igår så fint, så fint. Desværre havde Noah reddet sig en mellemørebetændelse, så han var en hel del mere afdæmpet end vanligt, men ikke desto mindre kisteglad for sine gaver og for at få sig nogle gode lange lure på dagen;).

Er jeg derfor hjemme idag med Noah og den sympatiserende tvillingesøster. Sidstnævte øver sig i at puste balloner op og det er svært ikke at trække på smilebåndet engang imellem over de udtryk hun får af alle sine anstrengelser.

Bagte jeg en enormt lækker og meget improviseret kage igår, som snart skal på bloggen. Skal dog nok lige bage den en gang mere inden jeg slipper den løs.

Er jeg endnu engang røget i ikke-rigtig-blogger gruppen. Jeg har nemlig ikke set det der “fede træner” program, som har skabt en del røre på de sociale medier. Som jeg har forstået det er der en del der er forarget over programmets tilbliven og deltagere mens der er en anden gruppe der godt nok er forargede, men dog er kloge nok til at løfte den moralske pegefinger og indvende, at man jo ikke skal kritisere andre der kritiserer for så er man jo ikke et hak bedre…. Forvirret? Også jeg, men jeg tror jeg lader det blive ved det. Interessen for at se programmet er ihvertfald ikke indtrådt hos mig:).

Har vi endnu engang 2 dino æg (gaver fra lørdagens børnehavefødselsdag) i vand de næste 3 døgns tid. Sidst det skete var i Frankrig og da ungerne ikke kunne vente blev de der dinoer gravet ud inden tid og leget med inden tid. Det var virkelig ikke et kønt syn og jeg håber at denne rundes tålmodighed vil give et lidt mere tåleligt resultat.

Skal vi snart ud og købe ny seng, hvilket jeg glæder mig ret meget til. Ikea – here we come (og så kan man jo lige snuppe aftensmad ved samme lejlighed – dobbelt win:)).

Glæder jeg mig så meget til vejret bliver sådan et “sidde på terrassen og få kaffe og masser af sol i hovedet” vejr. Hvornår er det lige, at det sker monstro?

For 5 år siden

Op til fødslen af mine skønne, nu 5-årige, tvillinger havde jeg to store ønsker. At jeg først ville gå i fødsel efter yngste bonussøns konfirmation og at jeg ville være i stand til at føde dem naturligt. Det sidste ikke fordi jeg mener at noget er mere rigtigt eller forkert end andet, men fordi jeg var bange for at jeg ville være alt for hæmmet af en operation i dagene efter til at kunne tage mig af 3 små børn på hjemmefronten. Begge dele lykkedes.

Præcis 2 dage efter veloverstået konfirmation derhjemme – da jeg var i uge 38+2 – mødte vi ind på Skejby Sygehus tidligt om morgenen til igangsættelse (tvillinge gravide sættes igang 2 uger før termin). Lidt klatøjede efter måske lidt for lidt søvn, lidt for megen uro i kroppen (mig) og lidt for meget tv-afslapning.

Jeg blev tjekket klar til fødsel uden behov for igangsættelses piller eller des lige og vi blev bedt om at vente i cafeteriet indtil en fødestue var klar.

Ved 12-tiden blev vi indkvarteret på vores helt egen fødestue, som sjovt nok var den samme som min ældste dattee kom til verden i. Jeg var tung i kroppen og meget glad. Glad fordi de mange kilo, som efterhånden belastede min krop vildt meget, snart ville blive omdannet til to små babyer. Vildt, skræmmende, glædeligt, stort, men helt sikkert meget eftertragtet.

Efter yderligere en times venten kom første jordemoder og tog vandet fra første tvilling, som skulle vise sig at være Lea. Mindre end en time efter begyndte veerne at presse sige på. Personalet begyndte at sætte måleudstyr på mig. Det er åbenbart normal praksis ved tvillingefødsler – man skal følge deres hjerterytme ret tæt. Måleudstyret var intet mindre end besværligt og da min jordemoder og jeg heller ikke rigtig svingede begyndte jeg at blive irritabel. Heldigvis fangede den første jordemoder det og uden at konferere med mig sørgede hun for at bytte mig (den besværlige:-)) med en kollega. Flot aflæst syntes jeg!

Med den næste gik det meget bedre. Hun blandede sig ikke for meget, men fik alligevel lidt bedre styr på både måleudstyr og gravid (altså mig). Ved 16-tiden fik jeg, på eget ønske, en epidural. Veerne var konstante – som en vestorm – og jeg vidste fra første fødsel, at en epidural kunne give mig den fornødne ro til at bearbejde det hele langt bedre. Herefter var der hviletid.

Ved 18-tiden begyndte de første presseveer at melde sig og efter et kvarters tid gav jeg en melding om, at nu var det altså tid til at føde den første tvilling. Det troede jordemoderen ikke helt på, men da jeg havde sagt det et par gange fik jeg alligevel lov til at presse. Hvilket jeg gjorde, så det lille hoved næsten kom ud i første hug. Så skal jeg ellers love for, at der kom fut i fejemøget.

Der blev tilkaldt ekstra personale, læge mm. Alt sammen helt vanlig procedure ved en tvillingefødsel. Men de kom nok en smule for sent – fødslen var næsten allerede en realitet og den i gruppen, der skulle holde på næste baby, så hovedet ville forblive i nedadvendt retning nåede på ingen måde at løse den opgave, så mens Lea hilste på verden susede Noah lige omkring og havde således fødderne i føderetningen.

Det er dog ikke det allerstørste problem i verden at gennemføre en sædefødsel når man allerede har forløst et barn og efter noget møflen og bøflen med Noahs benstilling og efter ihærdige pres fra min side, lykkedes det ½ time efter Lea’s ankomst at få Noah ud til selvsamme verden.

Fødslen – eller fødslerne er nok omtrent noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet – sammen med fødslen af min ældste naturligvis. At føde 2 børn i rap er intet mindre end fantastisk og at ligge med én i hver arm efterfølgende var mere end stort.

I dag er det 5 år siden – 5 fantastiske år med jer, Lea & Noah. Tak fordi I valgte os❤

PS. Ved fødslen vejede Lea 3450 g og Noah 3050 g

Endnu en weekend i fødselsdagens tegn


Det har været en kort uge på job, men den har nu været meget tiltrængt. For min stakkels krop er først nu ved at komme sig ovenpå sidste uges strabadser og selvom det selvfølgelig godt kunne tilskrives min generelle fysiske form, så tror jeg nu alligevel jeg vil mene, at det primært skyldes de meget akavede positioner man til tider befinder sig i, i det gode resultats tegn (se hele den sætning klarede jeg uden at nævne ordet ombygning, haha:)).

Herhjemme har vi endnu en weekend i fødselsdagens tegn. Der skal nemlig fejres intet mindre end 2 fødselsdage. For på søndag fylder mine 2 yngste nemlig 5 år. FEM år. Det skal jeg lige gå og smage lidt på.

Vi fejrer dem i god stil med besøg af børnehaven lørdag (altså dem de er i gruppe med). Her har Lea bestilt farverige pandekager med tilbehør, som jeg glæder mig til at servere for de søde unger. Og søndag har vi så, traditionen tro, morgenvækning og morgenbord med sang og gaver efterfulgt af familiebesøg til kaffebord om eftermiddagen. De skal have deres første 2-hjulede cykler – altså rigtige, ikke løbecykler – i gave og jeg glæder mig vildt og voldsomt til at se dem i aktion. Lea har allerede lært sig at cykle på en lånecykel i børnehaven, så det er på høje tid at de får deres egne, så de kan få trænet en masse inden skolestart om lidt over et år.

Kagemæssigt er jeg ikke helt klar over, hvor vi ender, men jeg tænker, at jeg hellere må få indkøbt rigelige mængder af skumfiduser, frugtfarve og flormelis. Riiigeligt flormelis især, så det ikke ender som sidst;).

Jeg glæder mig til festlighederne og også lidt til, at jeg sidder søndag aften med benene højt og afslapning på programmet.

Ha’ en herlig weekend.