Sol over Århus


Allerførst, tusind tak for jeres søde tilbagemeldinger på mit indlæg igår om det der med ikke at passe ind i kasserne. Jeg fik bekræftet, at vi bestemt ikke er ene om den oplevelse i vores familie, hvilket jo i bund og grund viser, at hvis bare vi tør tale om tingene, så når vi altså langt. Det hjalp også enormt meget for mig at få sat lidt ord på de tanker der har fløjet rundt i mit hoved og få dem ned her på bloggen.

I dag er jeg således i langt bedre humør og det, koblet sammen med, at jeg kan sidde og se ud på bragende solskinsvejr og på en vejrudsigt der lover, at det fortsætter noget tid endnu, gør helt naturligt, at jeg ser virkelig meget frem til weekenden.

Vi har ikke de vilde planer for weekenden. Ungerne har nogle lege/fødselsdags/soveaftaler og derudover skal vi bare igang med en masse forskellige gøremål på første sal. Jeg regner med, at vi skal ud i noget tapetsering imorgen og det glæder jeg mig til at få lidt hånd om og så skal vi selvfølgelig også nyde at kunne sidde i haven og drikke kaffe. Jeg har også lovet ungerne, at vi finder tid til at lave bål i haven, så vi kan bage snobrød. Er altså mega fan af solskinsvejr.

Jeg håber, at I alle må få en skøn weekend. Vil også godt lige sige jer tusind tak for at læse med. Det varmer mere end I tror.

Om ikke altid at passe ind i kasserne


Det her indlæg har jeg vendt og drejet en del gange inde i hovedet. Det har også været en tur omkring min søster. Det er nemlig ret personligt og en smule vredt, som min søster også pointerede. Det handler om det der med at passe ind. Om at kunne være i den der firkantede kasse uden problemer og hvad der sker når man ikke gør.

Det er nemlig så skønt når noget kan sættes i kasser, generaliseres og gøres til normen i vores samfund. Sådan oplever jeg ihvertfald megen af den snak der er om børn. Om opdragelse, robusthed, fællesskab, samarbejde og så fremdeles.

Der bliver slået på trommer for, hvordan man gør tingene bedst og der tages hele tiden (oplever jeg) udgangspunkt i, at alle børn så nok passer ind i de kasser man har defineret – de “normale” børn. Gør de ikke, er de måske usamarbejdsvillige eller også er de med på særlige præmisser. Begge dele underforstået, at det er ikke optimalt, de er nemlig anderledes – måske endda et problem. For det var nu engang bedre om de passede ind i de der kasser. Alt andet er der er jo ikke tid eller overskud til. Vi har jo så travlt, skal nå det hele på den halve tid også selv om vi måske ikke helt er klar over hvorfor.

Som forælder til et barn, der ikke altid kan passer ind i kasserne har jeg oplevet situationer, hvor der er blevet set skævt til os på den der “hvorfor får du ikke bare barnet til at makke ret” måde; jeg har oplevet at han er blevet omtalt som et reelt problem, jeg har oplevet at folk undlader at spørge ind til det åbenlyse, af frygt for at snakke om det “ikke normale” og jeg har oplevet at mit eget syn på børn, rutiner, opdragelse, samarbejde og så fremdeles er blevet udfordret, ændret og justeret hen ad vejen. Jeg har været ked af det, vred og på nogle tidspunkter har jeg været virkelig rådvild omkring hvordan jeg bedst har kunnet hjælpe mit barn.

Heldigvis har jeg også oplevet fantastiske, dygtige, søde og empatiske folk omkring mig og mit barn, som virkelig har gjort en forskel. Tak til alle jer!

Jeg skal nok skynde mig at sige, at jeg godt kan se (men måske ikke helt forstå), hvorfor det er lidt tabuiseret at snakke om børn der ikke passer ind i kasserne. Jeg tror simpelthen det er fordi vi som forældre ikke rigtig kan rumme tanken. Vi ønsker vitterlig ikke at se problemer med vores børn og således heller ikke med andres. Vi tænker nok også, særdeles misforstået, at det nok ikke er så rart for den pågældende familie at snakke om problemet og derfor lader vi være med at sige noget alt imens vi styrer vores egne “normale” børn over i retning af andre “normale” børn. Så er vi ude over det problem.

Til alle der ikke helt ved, hvordan de skal forholde sig til alle os der ikke passer skidegodt ind i kasserne er her lidt input. Det hjælper ikke, at du står og kigger på og så trækker dig så snart man kigger tilbage. Det er ubehageligt og uhøfligt. Det hjælper heller ikke, at vi ikke tør snakke om det. Det er jo ikke nødvendigvis barnet der er et problem. Det kunne også være at kasserne skulle gøres lidt mere runde, trekantede eller hvad pokker det nu måtte være og det kunne sågar være, at du kunne være med til det. Og det hjælper ikke, at man siger, at et barn på 4 år ikke vil samarbejde. Det passer simpelthen ikke, kig lidt indad istedet for.

Jeg lyder måske irriteret, det er jeg egentlig ikke. Måske lidt. Og måske lidt frustreret. Jeg håber bare sådan, at samfundet, i sin iver efter at blive mere og mere effektiv, optimeret og hurtigere til at komme i mål, ikke glemmer det vigtigste. Alle os mennesker, som udgør samfundet. Både dem der passer i standardkasserne, dem der har brug for en trekantet kasse og dem der er helt uden for kassen. For det ville godt nok være et fattigt samfund, hvis ikke der var plads til os allesammen.

Tilsammen udgør vi jo alle de nuancer, som gør billedet flot og komplet <3

Status på projekt ombygning #12 – En milepæl er nået

Så er første milepæl nået i vores efterhånden ret langtrukne føljeton om ombygning af vores hus. Nils holdt i dag afsluttende byggemøde med vores håndværkere og de er nu færdige med at rumstere rundt i vores hus og have (HURRAAA).

Eneste udestående er vores indkørsel, som vi fortsat skal have ordnet, men det er ved at blive datosat og så er vi bare kørende.

Følelsen lige nu er lettelse og bestemt også glæde.

Vi har virkelig fået et flot tag. Alle vores vinduer er skiftet og gavlpartierne er blevet så flotte med sort hardieplank overalt og zink afslutninger i siderne. Vi har fået kvist i soveværelset og vi har fået masser af lys ind i overetagen efter, at vi har fået 2 nye tagvinduer monteret. Vi har fået muret vægge og støbt gulv på badeværelset. Der er blevet isoleret efter alle kunstens regler, hvilket jo i virkeligheden var en af de største udfordringer tidligere og så har vi fået indbygget pejs, hvilket i sandhed er en af de bedste ting der er sket længe.

Alt i alt er vi meget tilfredse og jeg tænker, at der ikke går længe før vi har glemt, at processen har trukket ud i en uendelighed. Og at alt hvad der kunne gå galt er gået galt undervejs. Og at vi undervejs har været ved at kaste op ved synet af håndværkere. Og at vi har boet på temmelig rodet vis undervejs i processen (og jo kommer til at gøre det en måneds tid endnu). Vi har forhandlet lige til det sidste og fået rigtig meget ekstra med i vores projekt end først aftalt og nu er det på tide, at vi afslutter projektet.

Nu ser vi fremad. Vi skal i gang med alle vores egne byggeaktiviteter. Der skal tapetseres, males, fjernes det sidste gulvtæppe, lægges gulv, monteres radiatorer, lægges fliser på badeværelset,monteres sanitet på badeværelset og indrettes ikke mindst.

Det bliver sindssygt godt og jeg glæder mig faktisk til den kommende proces vi ser ind i. Ingen tvivl, jeg skal nok få nok af den undervejs. Men lige nu, hvor vi har nået første store milepæl og alt ser lyst og godt ud vil jeg altså nøjes med at glæde mig – også til at fortælle en masse om processen undervejs.

Hermed et par billeder af huset før og efter nyt tag.

For begge sammenligninger gælder det, at før-billedet (som er øverst) er taget med ejendomsmægler kamera det afspejler sig selvfølgelig i kvaliteten. Jeg synes dog alligevel, at forskellen fra før til nu er ret slående:)

Vores gårdagtige terrasse kan man nedenfor se har fået sig en ordentlig makeover. Skal nok vise flere billeder når jeg har vejret lidt mere med mig:)